Forældre til børn med ADHD og autisme
Stress, udbrændthed og skilsmisse er udbredt blandt forældre til børn med særlige behov. Forskning viser konsekvent at forældrene har markant mere stress, angst og udbrændthed end forældre til neurotypiske børn.
Parforholdet er under særligt pres. Trivslen og teamfølelsen i parforholdet spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng. Man kan sige at parforholdet er både en sårbarhedsfaktor og en beskyttende faktor i trivselsarbejdet for barnet og familien.
Forælderens trivsel smitter direkte af på barnet Forskningen konkluderer at opsporing og behandling af forældres angst og reduktion af stressfaktorer kan spille en positiv rolle i behandlingen af børn med særlige behov.
Parterapi til forældre til børn med ADHD/ autisme.
Når et menneske føler sig virkelig hørt — ikke blot lyttet til, men forstået indefra — sker der noget. Øjne klares. Spændinger løsner sig. Det er, som om verden pludselig er til at bære igen."
Carl Rogers Frit efter A Way of Being, 1980
Mine egne erfaringer som forælder
Jeg ved, hvordan det er. Jeg har selv et barn med særlige behov, og jeg kender til den konstante balancegang mellem at være der, forstå og rumme – samtidig med at der også er søskende, der skal ses og mærkes. Jeg ved, hvordan bekymringerne kan fylde, og hvordan man kan komme til at glemme sig selv og hinanden i forsøget på at gøre alt det rigtige.
"Som mor og terapeut vil jeg gerne dele noget vigtigt med jer: I er jeres børns største ressource."
Når et barn ikke trives, kæmper med skolevægring eller har det svært, så er det ikke bare en opgave, der skal løses – det er et signal om, at barnet har brug for at mærke tryghed. Og den tryghed kommer ikke kun af de rigtige metoder eller den perfekte indsats. Den kommer af forældre, der har et roligt nervesystem at læne sig ind i. Det ved jeg, af egen erfaring, godt er rigtig svært at skabe.
Derfor handler terapi/ parterapi for jer/dig ikke om endnu en opgave på listen. Det handler om at tage jer af jer selv og jeres parforhold, så I får ro indeni. Når der er balance mellem jer, når I føler jer set og støttet af hinanden, og af en udefra, så skabes der en tryghed i familien, som jeres børn automatisk mærker. Et roligt nervesystem smitter – og det er den allerbedste gave, I kan give jeres børn, og særligt de særlige børn med særlige behov.
Mit fokus i terapien
Mit fokus er på jer som forældre og mennesker. Gennem mange år som forælder til et barn med særlige behov, har jeg tilegnet mig en masse viden og erfaring, men vigtigst af alt: Jeg forstår, hvad det gør ved en. Hvad det kræver, og også hvad der kan være brug for. Jeg har selvfølgelig den tilgang: At I er eksperter i jeres liv. Det er kun jer som ved hvad der er brug for. Jeg kan guide og facilitere til selvreflektion, selvomsorg og kontakten til jer selv og hinanden.
Behovet for at have et rum, hvor man ikke bliver dømt. Hvor skammen kan hvile lidt. Et rum hvor I kan føle jer set, mødt og hørt med det I kommer med. Uden fordomme. DET lindrer et spændt nervesystem, og lindre skammen øjeblikkeligt.
Min vigtigste erfaring er, at man får hjælp til at bearbejde de følelser man selv kan have, også i forældrerelationen. På den måde bliver der mere overskud til at acceptere det barn man har som det er, og skabe trygge, kærlige, rummelige rammer for barnet og familien.
I parterapi/individuel terapi vil vi primært arbejde med jeres bearbejdelse af det at være forældre til børn med særlige behov. Jeg skaber rum til jeres følelser – sorgen, frustrationen, udmattelsen – og til at finde en vej, hvor I kan være der for jeres børn, uden at miste jer selv og hinanden på vejen.
Det oversete felt:
Parrets/forældrenes følelser, når hverdagen er svær.
Der er skrevet meget om strategier, skoleaftaler, søvnrutiner og skærmtid. Om skolevægring og mistrivsel — hvad man kan gøre, hvem man skal kontakte, hvilke planer man skal lægge. Men der er et rum, som sjældent bliver talt om — nemlig det, der sker mellem jer to som par, når hverdagen i årevis har været presset til det yderste, og ingen kan sige jer, hvordan det ser ud om et år.
I bliver ofte set som "forældrene til barnet med diagnosen" eller "forældrene, der kæmper med skolevægring." Sjældent som et par, der har brug for at blive set som mennesker med egne følelser. Og de følelser er ikke små.
De følelser ingen spørger ind til
"De følelser vi som forældre til et barn med autisme og/eller ADHD gemmer væk, og som ingen spørger ind til, de kan lægge sig som skam i systemet og skabe en indre spænding som ikke bliver forløst. Det kan komme ud på mange måder. Det kan være vrede, frustration, eksplosion, depression, angst eller andet"
Når man lever tæt på et barn med ADHD eller autisme — eller et barn, der er stoppet med at kunne gå i skole, eller som mistrives på måder, ingen helt kan sætte ord på — samler der sig noget i kroppen og i forholdet, som sjældent får plads:
Skammen over at miste tålmodigheden — igen. Over de blikke i supermarkedet, eller fra skolen, eller fra familien, der ikke forstår. Over tanken: "er det mig, der gør noget forkert som forælder?"
Vreden, der kommer helt uventet — mod barnet, mod partneren, mod systemet, mod sig selv. En vrede, man ikke er stolt af, og derfor gemmer væk.
Afmagten, når man har prøvet alt, og intet virker denne uge. Følelsen af at stå udenfor sit eget liv og se det køre af sporet.
Sorgen over det forældreskab og parforhold, man havde forestillet sig — og som ser anderledes ud, end man drømte om.
Uvisheden om fremtiden. Ingen kan fortælle jer, hvordan det ser ud om et halvt år, et år, fem år. Kommer barnet i skole igen? Får det en ungdom, der ligner andres? Den slags uvished er sin egen belastning at bære — for begge af jer, ofte på hver sin måde.
Ensomheden, selv midt i et parforhold, fordi man er så optaget af at holde hverdagen kørende, at der ikke er overskud til at mærke hinanden.
Disse følelser er sjældent noget, man taler højt om. Man er bange for at blive dømt — af sig selv, af sin partner, af omverdenen. Så man holder det inde. Og det, man holder inde, presser sig ind mellem jer som par, og i familiesystemet generelt. Og det er så forståeligt med det I står i.
Hvorfor det er så overset
Fokus lander naturligt på barnet — det er der, hjælpen findes: udredninger, medicin, skoleindsatser, forældretræning, møder med PPR og skole. Alt sammen vigtigt. Men det efterlader ofte parret uden noget rum til det, der foregår mellem jer — og uden noget sted at lægge den uvished, der følger med, når man ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Man glemmer, at et parforhold, der bærer den ekstra belastning år efter år, har brug for sin egen omsorg. Ikke fordi noget er "galt" med jer, men fordi ingen relation kan holde til konstant beredskab uden at blive set og lyttet til undervejs.
Hvad der sker, når følelserne får et rum
Når skammen, vreden og afmagten endelig får lov at blive sagt højt — i et rum, hvor de bliver mødt uden dom — sker der noget vigtigt. Man opdager, at man ikke er den eneste, der har haft de tanker. At vreden ikke gør en til en dårlig forælder. At afmagten er en naturlig reaktion på en umulig opgave, ikke et personligt nederlag. Den kan virke helt utrolig skamlindrende, så spændingen i nervesystemet letter. Det er på en måde afstressende, og giver nogle helt andre støttende hormoner i kroppen.
Ofte opdager parret noget andet: at de har båret hver deres del af belastningen hver for sig, i stedet for sammen. At der er en lettelse i simpelthen at blive forstået af den anden — uden at skulle forsvare sig eller forklare sig først.
Det er ikke terapi, der handler om at "løse" barnets diagnose eller skolevægring. Det er terapi, der handler om jer — om at finde tilbage til hinanden som par, midt i en hverdag, der stiller store krav, og en fremtid, ingen kan garantere noget om.
Det er et rum hvor der bliver mulighed for at kigge på libshjul, værdier og på hvad der er vigtigt lige nu i jeres liv. En form for retningsviser dag for dag.
Hvis I genkender jer selv i noget af dette — den skam, I aldrig har sagt højt, den vrede, I skammer jer over, den afmagt, der ligger og gnaver — så er I ikke alene, og der er hjælp at hente.
I parterapi er der plads til alle de følelser, som hverdagen ikke giver plads til. Et rum, hvor I begge kan blive set, mødt og forstået — præcis som I er, uden domme.
"Du er ikke alene og det giver mening at du har det sådan"
Psykoterapeut - Charlotte Kloster
Omsorgstræthed — ikke bare træthed
Forældre til børn med særlige behov opererer ofte i konstant alarmberedskab. Den vedvarende emotionelle belastning beskrives som en stille tilstand der manifesterer sig som irritabilitet, følelsesmæssig følelsesløshed, skyld og fysiske symptomer.
Forskningen siger at støtte til forælderen selv og til parforholdet — er noget af det mest virkningsfulde man kan få hjælp og støtte til.
Derefter er der det centrale greb: at din trivsel ikke bare er vigtig for dig, men faktisk er dokumenteret som afgørende for barnets udvikling.
At være forældre til børn med særlige behov kan være en øm rejse fyldt med kærlighed – men også med sorg, frustration og udmattelse. Hverdagen er ofte præget af mange beslutninger, bekymringer og praktiske udfordringer, og det kan være svært at finde overskud til hinanden.
Jeg ved, at I vil hinanden. Men når livet føles som en konstant kamp, kan forbindelsen mellem jer blive tynd. Måske oplever I, at I ikke længere er på samme hold, eller at der ikke er plads til de følelser, der fylder – sorgen over den drøm, der skulle være anderledes, frustrationen over systemet, eller ensomheden i at føle sig misforstået.
Din trivsel ikke bare er vigtig for dig, men faktisk er den dokumenteret som afgørende for barnets udvikling.
Jeg tilbyder parterapi og individuel terapi, hvor fokus er på at styrke jer individuelt og/eller som team og skabe rum til det, der virkelig fylder. Gennem værdier og terapi arbejder jeg med at give jer redskaber til bedre kontakt, samtidig med at jeg nænsomt holder plads til jeres sorg og frustration. I fortjener at have et forhold, både til jer selv og hinanden, hvor I føler jer set, hørt og støttet – også når livet er svært som familie.
"Du bærer mere end de fleste. Ikke fordi du er stærkere end andre — men fordi du ikke har valget. At have brug for støtte, hvile og nogen der ser dig, er ikke svaghed. Det er en helt rimelig reaktion på en svær opgave. Du er ikke alene."